Jeg ligger fladt på jorden. Jeg kan mærke en voldsom smerte i maven. Jeg prøver at rejse mig, men falder igen. Jeg kan mærke at alle mine kræfter langsomt siver ud af kroppen. Jeg ser ud af øjenkrogen. Der sidder hun og græder, Christina der skød mig. Jeg mærker en stærk trang til at slå hende, men noget holder mig tilbage; alle de tanker der svæver ubarmhjertigt rundt i mit hoved, så det brænder af smerte. Tankerne om alt der er sket i den seneste tid, fra vi blev taget i at stjæle, til Christina skød mig.
Måske var jeg for styrende over for de andre piger, og måske gik jeg over gevind og blev decideret voldelig. Jeg var ligeglad med det meste, men var jeg direkte skræmmende? Pernille sagde tit at jeg var stærk, men som jeg ligger her nu, helt hjælpeløs, føler jeg mig svag, svagere end nogensinde før. Jeg må væk herfra. Jeg må have hjælp. Christina vender sit tårevædede ansigt mod mig og jeg ser på hende med bedende øjne, for der kommer ingen ord over mine læber, selvom jeg prøver at bede hende om hjælp. Hun tager sin mobil op af lommen, og taster 112.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar